Posts tagged ·

Fugle

·...

Ny oase fundet

8 comments

Under dagens hjemtur fra et dejligt weekendophold i Juelsminde faldt vi over en lille oase.

Ved Stouby (på den nordlige side af Vejle Fjord) drejede vi ned mod vandet – nærmere bestemt ned til Rosenvold – lige ved en campingplads.

Trods myriader af liv visse steder – som på denne blomsterranke, var der simpelthen så stille og roligt der.

Det eneste der hørtes, var en enkelt fiskehejre unge, der savnede sin mor, rørsangernes puslen i sivene og bølgernes forsigtige skvulpen mod stranden.

Og som prikken over i’et kunne det endelig dokumenteres, at jeg har set en rørsanger.

En lille og beskeden fugl som vimser rundt i sivene, og kan være svær at artsbestemme, hvis den ikke synger.

I øvrigt heller ikke nogen nem fugl at fotografere ;-)

Uventet besøg – opfølgning

9 comments

Det er ikke kun en kort visit af Lille Præstekrave, vi har fået på arbejde.

Siden de blev fundet i torsdags, har jeg set dem – stort set hver dag, og middagspausen i dag var ingen undtagelse!

Nu kan jeg også med sikkerhed sige, at det drejer sig om 2 voksne med mindst 3 unger – måske endda 4 unger.

Havde i dag med sikkerhed 3 unger i synsfeltet på én gang, og den anden dag havde jeg 2 voksne på én gang.

Selvom denne voksne Lille Præstekrave synes at løfte øjenbrynet i forundring over min tilstedeværelse, kan det også konstateres, at de er ved at vænne sig til mig. Nu kan jeg snige mig ind på ca. 2 meters afstand, før de stikker lidt af.

Spændende at se hvor længe de vil underholde blogføreren endnu ;-)

Little Ringed Plover

2 comments

    Uventet besøg på arbejde

    4 comments

    • Juvenil Lille Præstekrave

    Det er ikke altid nødvendigt at tage til de danske kyster og andre eksotiske steder for at se usædvanlige fugle.

    Nogen kan måske huske, at jeg sidste år i juli skrev om et usædvanligt redested for en ikke helt almindelig fugl.

    Husrødstjerten ynglede ganske få meter fra min pind på min arbejdsplads. Indlægget kan læses her

    • Adult Lille Præstekrave

    I torsdag gjorde en arbejdskollega mig opmærksom på nogle usædvanlige fugle lige i nærheden. Ganske rigtig der gik et par unge præstekraver i en nærliggende have og fouragerede. På det tidspunkt var jeg rimelig overbevist om, at det var et par Stor Præstekrave unger.

    Fredag havde jeg så mit kamera med mig på arbejde, og i middagspausen blev eftersøgningen indledt. I nabolaget var der intet syn af dem, men så prøvede jeg at cykle ind i vores store indhegning med lastbiler. Sandelig om ikke der var bid. 2 voksne fugle og 2 unger. Stadig troede jeg på Stor Præstekrave, men da jeg kom hjem og fik kikket ordentlig på billederne, stod det klart, at det var Lille Præstekrave.

    Det er så ovenikøbet en ny art for blogføreren, så det var på alle måder en herlig fredag :-D

    Til gengæld må det så siges at være et mærkværdigt sted at opholde sig for vadefugle – der er overhovedet ikke en sø eller lignende i nærheden. Selvfølgelig er jeg heller ikke klar over, om det har ynglet her eller et helt andet sted, men et dejligt uventet besøg det var det!

    Bomlærken

    1 comment

    • Bomlærke (Kornværling) – Miliaria Calandra

    Når jeg er ude at cykle på bøh-landet, om det nu er på raceren eller på den almindelige cykel, er der 3 forskellige fugle, som straks gør opmærksom på deres eksistens, sådan rent lydmæssigt.

    Det er gulspurven, sanglærken og så bomlærken, som slet ikke er nogen lærke men tværtimod en værling, hvilket afspejles i dens knap så udbredte nr. 2 navn – nemlig kornværling. Det vil faktisk sige, at den er mere i familie med gulvspurven – som også er en værling – end med sanglærken.

    Er du forvirret så fortvivl ikke. Bomlærkens sangstrofer kan du, når du først har hørt dem et par gange, ikke tage fejl af. En mere hæs og skurrende sangstemme skal man da lede længe efter.

    Klik her hvis du vil høre dens stemmepragt! Samme sted kan du læse de mere faktuelle data om bomlærken, som i dagens Danmark kun er karakterfugl i Vest-og Nordjylland.

    I følge mine fuglebøger lever bomlærken i polygami, så sådan en han kan have op til 7 hunner, hvilket også betyder, at hunnen må klare det meste af opfostringen af ungerne. Kosten består af korn, ukrudtsfrø og til dels også insekter. De fleste bomlærker bliver her i landet om vinteren.

    Mit foto af bomlærken er lidt atypisk, da den sidder på en gadelampe. Retfærdigvis skal det siges, at det er i et helt nyt kvarter i Vejen´s udkant, hvor der ikke er bygget så mange huse endnu.